Grove pizzasnegle med gulerødder og græskarkerner

Jeg er vild med de nemme pizzasnegle, som altid er lækre at have med i madpakken, da de både er gode kolde og lune. Men hvis der er noget, jeg hader, så er det tørre snegle. Derfor har jeg valgt at tilføre lidt gulerødder i min pizzasnegle dej, som jeg ofte gør i mine boller. Gulerødderne er med til at holde på fugten i dejen og forhindrer, at bolledejen bliver tør efter en dag i køkkenskabet. Denne opskrift giver lækre luftige og svampede pizza snegle – ligesom jeg elsker dem. Jeg har desuden tilføjet lidt græskarkerner i dejen, da jeg synes det passer godt med den lækre mozzarella og parmaskinke.

Ingredienser til dejen (cirka 20-23 stk)

  • 400 g hvedemel
  • 100 g grahamsmel
  • 1 tsk salt
  • 1/2 dl græskarkerner
  • 25 g gær
  • 3 dl lunkent vand
  • 2 spsk olie
  • 2 spsk A38
  • 1 reven gulerod
  • lidt durummel til udrulning af dejen

Fremgangsmåde (dejen)

Bland de tørre ingredienser sammen; hvedemel, grahamsmel, salt, græskarkerner. Opløs gæren i det lunkne vand og hæld derefter A38, revne gulerødder og olie i. Hæld det over de tørre ingredienser og ælt dejen godt igennem. Lad dejen hæve i cirka 2 timer.

Ingredienser til tomatsovs

  • 1 dåse tomatpure
  • 1/2 dåse flåede tomater
  • hvidløg
  • oregano
  • frisk basilikum
  • chili
  • salt og peber

Fremgangsmåde (tomatsovs)

Hæld det hele i en gryde og kog det op inden det hældes på dejen.

Ingredienser til fyld

Jeg lavede en dobbelt portion og havde derfor mulighed for at vælge lidt flere forskellige varianter af fyld.

  • første rulle: tomatsovs, mozzarella, parmaskinke, frisk basilikum, pinjekerner
  • anden rulle: tomatsovs, skinke, mozzeralle, porre
  • tredje rulle: en god kødsovs taget op fra fryseren, frisk basilikum, revet ost
  • fjerde rulle: blandet med alt hvad der var tilbage
Men der er jo tusind andre lækre ingredienser at putte i sneglene. Så anvend det du elsker – og skriv gerne om dit eget fyld!

Fremgangsmåde

Rul dejen ud i passende størrelser. Jeg lavede en dobbelt portion af dejen og delte den op i fire dele. Husk at bruge lidt durummel til udrulningen, det giver en dejlig skorpe.

Hæld derefter den tilsmagte tomatsovs ovenpå dejen og fordel det ønskede fyld. Det er meget enkelt 🙂 Jeg havde noget kødsovs fra fryseren, som jeg brugte til en af rullerne – her undlod jeg at anvende tomatsovs.

Nu skal dejen blot rulles sammen og skæres i små stykker. Husk at trykke hver snegl lidt flad med en kniv eller fingrene. Sneglene skal bages ved 200 grader i cirka 10-15 minutter.

Jeg laver altid dobbelt portion, så kan fryseren nemlig fyldes op med pizzasnegle og nemt tages op til frokost eller en hurtig aftensmad!

Fuldkornsboller med gulerødder og kerner

Jeg elsker at bage og gør det ofte. Når jeg bager boller er jeg især glad for en speciel opskrift, som jeg ved, giver gode og nemme grovboller hver gang. Det er en dej, som skal stå natten over i køleskabet (koldhævede), og så er dejen klar til næste morgen, hvor man kan stå op til frisk bagte boller – det er da dejligt. Og så er der næsten ingen fedtstof i. Jeg går ud fra grundopskriften, men varierer ofte ingredienser alt efter, hvad jeg har i skufferne og køleskabet. Men her har I grundopskriften, hvis man kan kalde den det 🙂

Ingredienser

  • 150 g fuldkornsmel (grahamsmel, rugmel etc.)
  • 450 g hvedemel
  • 50 g havregryn
  • 50 g kerner (græskarkerner, solsikkekerner, hørfrø etc.)
  • 1/2 pose tørgær
  • 4 tsk. salt
  • 2 små revne gullerødder
  • 1 spsk olie
  • 2 1/2 dl. kærnemælk (eller A38, yoghurt etc.)
  • 4 dl. vand

Jeg plejer altid at lave dobbeltportion 🙂

Fremgangsmåde

Start med at blande alle de tørre ingredienser inkl. tørgær. Tilsæt de revner gulerødder og bland det sammen. Herefter tilsættes de våde ingredienser og det hele blandes godt rundt – dejen vil være klistret, men det sker der ikke noget ved og er meningen. Dejen skal nu stå tildækket i køleskabet natten over.

Når dejen har stået natten over, skal dejen æltes igennem – der skal bruges lidt mel, da dejen stadig er lidt klistret, men brug ikke for meget! bare hæld lidt på bordet ved æltning. Form cirka 12 boller og og lad dem efterhæve i cirka 1/2 time (kan undværes, hvis du er knap på tid).

Pensl bollerne med mælk og drys med kerner efter eget valg. Jeg brugte sesamfrø, havregryn og græskarkerner. Eller fx nogle friske krydderier.

Bollerne skal bages ved 200 grader i ca. 16 min. Hvis du vælger varmluftsovn og to plader inde på samme tid. Sørg da for at bytte pladerne efter halvdelen af tiden (8 min.).

Spinat boller

Ingredienser

  • 200 g hakket spinat (frossen)
  • 2,5 dl. Kogende vand
  • 1 dl. Cultura
  • 2 tsk. salt
  • 50 g gær
  • 150 g revne gulerødder
  • 2 spsk. Rapsolie
  • 1 dl. Solsikkekerner
  • 1,5 dl. Rugmel eller fuldkornsmel
  • 7,5-8 dl. Hvedemel (det er vigtigt, at der ikke er for lidt mel i dejen, ellers hæver de nemlig ikke optimalt.)

Fremgangsmåde

Start med at komme de frosne spinatkugler i en skål og hæld derefter kogende vand over og rør indtil spinaten er optøet. Hæld herefter hælde cultura og salt i og rør rundt. Smuldr gæren og rør den i indtil den er opløst.

Tilsæt de revne gulerødder, olie, solsikkekerner og rugmel.

 

Kom hvedemelet i lidt af gangen, indtil dejen er klistret, men ikke våd. Du skal ikke være bange for, at den er klistret, det er meningen. Den må endelig bare ikke være for våd, for så vil bollerne ikke hæve!! Det er derfor en svær balancegang, og det kan ske, at du ikke rammer plet første gang, men så er det heldigt, at de er så gode, at de sagtens kan tåle at blive lavet igen og igen. Rør godt rundt og lad dejen hæve under et viskestykke i 15 min.

Tag en stor ske, og dyp den i mel. Form derefter store uregelmæssige boller og sæt dem på en plade med bagepapir. Drys med solsikkekerner eller mel. Lad dem hæve igen i 20 min.

Bollerne skal have 200 grader midt i ovnen i 20 min. indtil de er lysebrune.