Grove pizzasnegle med gulerødder og græskarkerner

Jeg er vild med de nemme pizzasnegle, som altid er lækre at have med i madpakken, da de både er gode kolde og lune. Men hvis der er noget, jeg hader, så er det tørre snegle. Derfor har jeg valgt at tilføre lidt gulerødder i min pizzasnegle dej, som jeg ofte gør i mine boller. Gulerødderne er med til at holde på fugten i dejen og forhindrer, at bolledejen bliver tør efter en dag i køkkenskabet. Denne opskrift giver lækre luftige og svampede pizza snegle – ligesom jeg elsker dem. Jeg har desuden tilføjet lidt græskarkerner i dejen, da jeg synes det passer godt med den lækre mozzarella og parmaskinke.

Ingredienser til dejen (cirka 20-23 stk)

  • 400 g hvedemel
  • 100 g grahamsmel
  • 1 tsk salt
  • 1/2 dl græskarkerner
  • 25 g gær
  • 3 dl lunkent vand
  • 2 spsk olie
  • 2 spsk A38
  • 1 reven gulerod
  • lidt durummel til udrulning af dejen

Fremgangsmåde (dejen)

Bland de tørre ingredienser sammen; hvedemel, grahamsmel, salt, græskarkerner. Opløs gæren i det lunkne vand og hæld derefter A38, revne gulerødder og olie i. Hæld det over de tørre ingredienser og ælt dejen godt igennem. Lad dejen hæve i cirka 2 timer.

Ingredienser til tomatsovs

  • 1 dåse tomatpure
  • 1/2 dåse flåede tomater
  • hvidløg
  • oregano
  • frisk basilikum
  • chili
  • salt og peber

Fremgangsmåde (tomatsovs)

Hæld det hele i en gryde og kog det op inden det hældes på dejen.

Ingredienser til fyld

Jeg lavede en dobbelt portion og havde derfor mulighed for at vælge lidt flere forskellige varianter af fyld.

  • første rulle: tomatsovs, mozzarella, parmaskinke, frisk basilikum, pinjekerner
  • anden rulle: tomatsovs, skinke, mozzeralle, porre
  • tredje rulle: en god kødsovs taget op fra fryseren, frisk basilikum, revet ost
  • fjerde rulle: blandet med alt hvad der var tilbage
Men der er jo tusind andre lækre ingredienser at putte i sneglene. Så anvend det du elsker – og skriv gerne om dit eget fyld!

Fremgangsmåde

Rul dejen ud i passende størrelser. Jeg lavede en dobbelt portion af dejen og delte den op i fire dele. Husk at bruge lidt durummel til udrulningen, det giver en dejlig skorpe.

Hæld derefter den tilsmagte tomatsovs ovenpå dejen og fordel det ønskede fyld. Det er meget enkelt 🙂 Jeg havde noget kødsovs fra fryseren, som jeg brugte til en af rullerne – her undlod jeg at anvende tomatsovs.

Nu skal dejen blot rulles sammen og skæres i små stykker. Husk at trykke hver snegl lidt flad med en kniv eller fingrene. Sneglene skal bages ved 200 grader i cirka 10-15 minutter.

Jeg laver altid dobbelt portion, så kan fryseren nemlig fyldes op med pizzasnegle og nemt tages op til frokost eller en hurtig aftensmad!

2 tanker om “Grove pizzasnegle med gulerødder og græskarkerner

  1. Tak for opskriften 🙂 Prøvede mig lidt frem, og de bliver klart lækrest hvis de får lov lige at efterhæve lidt på pladen efter man har trykket dem lidt flade, men inden bagning.

Skriv en kommentar