Brombærtærte med crumble

Min kæreste og jeg er tit uenig om, hvilken kage jeg skal bage, da han mest er til tærter med bær. Jeg er vild med tærter, men ikke hver gang.. Der må meget gerne være noget variation. Denne gang fik han dog overtalt mig til at bage en tærte, men det var også kun fordi jeg fandt en lækker opskrift i en af mine bøger: “kager der smager” af Alette Bertelsen. En brombærtærte med crumble. Når jeg laver favorit tærten – æbletærten – laver jeg ikke en bund, men kun en top. Brombærtærten havde både det ene og andet og jeg gav mig derfor i kast med den nye tærte – til stor tilfredstillelse hos kæresten.

Ingredienser (mandeltærtebund)

  • 100 g mandler
  • 50 g rørsukker
  • 150 g hvedemel
  • 100 g smør
  • 1 æg

Fremgangsmåde (mandeltærtebund)

Hak mandlerne fint evt. i en blender eller en stavblender, som jeg gjorde. Jeg smuttede mandlerne inden – der står dog ikke noget om det i opskriften, men jeg synes at de er lækre uden. Bland herefter de hakkede mandler med sukker og mel. Skær smørret i små stykker og kom det op til resten. Ælt det hele sammen og tilsæt til sidst et sammenpisket æg. Dejen bliver lidt klistret nu. Fordel dejen i en tærteform og prik bunden med en gaffel. Nu er bunden færdig – sæt den gerne i køleskabet, mens du laver det sidste.

Ingredienser (crumble)

  • 50 g hvedemel
  • 75 g havregryn
  • 75 g rørsukker
  • 75 g smør

Fremgangsmåde (crumble)

Bland mel, havregryn, rørsukker og smør sammen. Dejen skal samles med hånden – det tager lidt tid. Dejen skal til sidst samles til en fast lille klump, men skal stadig forblive smuldret. Crumblen skal smuldres over tærten som det sidste.

Ingredienser (fyld)

  • 300 g brombær
  • 2 spsk havregryn

Fremgangsmåde (fyld)

Tag tærten ud af køleskabet og drys havregrynen over bunden. Fordel brombærerne ovenpå og husk at dræne dem, hvis de er meget våde. Herefter skal crumblen smuldres over bærerne, og tærten er klar til at blive bagt.

Tærten skal først bages i 15 minutter ved 200 grader. Sænk herefter varmen til 180 grader og bag tærten færdig i cirka 15-20 minutter. Tærten er bedst lun, men også fantastisk dagene efter 😉

Hindbærmarmelade

Jeg fik en frygtelig trang til hindbærsnitter, hvorfor jeg jo blev nødt til først at lave noget hindbærsyltetøj. Det er hurtigt og nemt at lave sit eget syltetøj/marmelade, og man burde gøre det selv hver gang.

Ingredienser (1 glas)

  • 600 g hindbær
  • 450 g rørsukker

Fremgangsmåde

Hæld hindbær og sukker i gryden. Jeg brugte frosne, da det desværre ikke er sæson for hindbær endnu. Start med at koge det op, alt imens du rører rundt en gang imellem, så sukkeret bliver fordelt med hindbærene.

Herefter skal massen op og buldrekoge i cirka 10 minutter uden at du rører rundt. Du skal endelig holde øje med det, da marmeladen kan være spildt, hvis det får for meget og dermed brænder på! Så det er lidt en balancegang, for sukkeret skal også koge i tilstrækkelig tid før, at det danner naturlige konserveringsmidler og dermed bliver stift.

Når det har buldrekogt i cirka 10 minutter skal det op i de kogte marmelade glas og luk med det samme. Lad det køle af inden du bruger af marmeladen. Og bare rolig, det skal nok blive stift, også selvom der hverken er brugt syltesukker, husblas eller andet 🙂

Cheese cake

Vi er en gruppe piger, der mødes en gang om måneden, hvor vi bare nyder hinandens selskab – det er virkelig nogle skønne piger. I går var vi oppe ved Maja, som til dessert havde bagt den bedste cheese cake (cheesecake), jeg endnu har fået! Jeg spurgte om ikke jeg kunne få opskriften, sådan jeg kunne dele den med jer andre 🙂 og det måtte jeg selvfølgelig gerne, så den kommer her.

Ingredienser:

  • 75 gram smør
  • 200 gram knuste Digestivekiks
  • 2 store æg
  • 400 gram flødeost naturel ( Den må ikke være for cremet)
  • 150 gram sukker
  • 3 tsk vanillesukker
  • 4½ dl creme fraiche 38%

Fremgangsmåde

Start med at forvarme ovnen til 190 grader. Hav en springform klar, som er penslet med olie. Smelt smøret i en gryde ved lav varme og rør kiksekrummerne i. Herefter fordeler du massen i springformen.

Bland flødeost, æg og 100 gram af sukkeret samt 1½ tsk vanillesukker i en blender, og blend til det er helt glat. Du kan også bruge et piskeris. Hæld massen ud over kiksebunden og sørg for, at overfladen er glat. Den skal nu bages i ca. 20 minutter, eller til kagen er stivnet.

Kagen skal nu køle af i cirka 20 minutter. Bare lad ovnen stå tændt, da kagen skal ind igen snart.

Bland cremefraiche med resten af sukkeret og vanillesukkeret, og hæld det ud over den bagte kage. Den skal nu tilbage i ovnen i 10 minutter. Og så er den snart færdig 🙂

Kagen skal blot køles af og stilles i køleskabet i mindst 8 timer, da den skal sætte sig inden servering. Den er værd at vente på. Det er derfor en god ide at bage kagen dagen før, så den kan stå natten over og sætte sig.

Cheese cake er noget af en bombe, og det er derfor vigtigt, at der er noget syrligt eller bæragtigt til at løsne op på den tunge smag. Derfor er det en god ide, som Maja gjorde, at fylde jorbærgele på toppen eller lave en bærkompot som tilbehør. En sjov ide kunne også være at blende nogle bær med i et af lagene – det ville give en god smag og flot farve 🙂

Ingredienser til jordbærgele

  • 1 kop maste jordbær
  • 1 kop sukker
  • 4 tsk maizena
  • 1/3 vand

Bland maizena og sukker i en lille gryde. Pisk herefter vand og jordbær i. Massen skal nu koges, til den begynder at stivne. Afkøl massen inden, at den hældes over den stivnede fromage. Sæt den gerne i køleskab natten over sammen med kagen.

Jeg ved, at Maja havde lidt svært ved at få gelen til at stivne, så brug evt. husblas i stedet for maizena eller også hæld en større mængde maizena i.