Workshop hos Cupcake Fabrikken i Århus

I dag kom dagen endelig. Jeg havde glædet mig som et lille barn i flere dage og kunne næsten ikke vente. Skidt med at vejret var perfekt, og at dagen slet ikke var egnet til at sidde inde døre, men skidt. Hvem vil ikke hellere sidde og være kreativ og få lov til at arbejde med kager, fondant, frosting, glimmer, små glade former, krymmel og en god veninde? Alt dette var kulminationen og resultatet af et hurtigt klik på downtowns spændende tilbud om et cupcake workshop – det bedste køb jeg har gjort indtil nu, og jeg vil helt klart anbefale det til andre bosiddende i nærheden af Århus.

Aftenen startede kl. 19, hvor vi var inviteret til workshop i butikken. Døren stod åben, og man fik hurtigt et glimt og en fornemmelse af den fine lille butik på Ch. Wærums gade. Duften bar præg af nybagte cupcake, og stemningen var sommerhus agtig – det emmede af pastelfarve hygge. Julia, som afholder workshoppen og ejer butikken, stod klar til at byde deltagerne velkommen iført det fineste forklæde. Det hele passede sammen – pastelfarverne, Julias stil, dugen, skålene og ja selv skeerne. Der var stillet op til en hyggelig aften, og det må man sige, at det blev. To timer senere stod jeg med fem dekorede cupcakes i en hvid æske på vej hjem i bussen. Jeg synes selv, at de blev ret flotte 🙂

Jeg vil klart anbefale at aflægge butikken eller workshoppen et besøg. Butikken holder åbent onsdag, torsdag og fredag fra kl. 11.00 til 15.00. Du kan finde mere information om Julia, butikken og workshoppen her.

Vi fik først en kort introduktion til alle redskaberne og ellers var det bare at gå igang med at aktivere den højre hjernehalvdel. Herunder kan I få en fornemmelse af aftenen og de flotte resultater.

Julia havde selv lige færdiggjort en bestilling inden vi kom. De var vildt flotte.

Banan og chokolade muffins

Mmm.. jeg elsker banan og chokolade i kage – derfor bagte jeg i aftes disse banan og chokolade muffins. Jeg fandt en lækker opskrift på en grunddej her. Jeg valgte derudover at tilføje banan og tre slags chokolade.

De tørre ingredienser

  • 5 dl mel
  • 1 knivspids salt
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk natron

De våde ingredienser

  • 2 1/2 dl yoghurt, A38, ymer eller lign.
  • 1 1/4 dl olie
  • 2 1/2 dl sukker
  • 1 æg
Fyldet
  • 2 bananer
  • 150 g chokolade (jeg brugte både hvid, lys og mørk chokolade – de tager bestemt heller ikke skade af 50 g chokolade mere)
Fremgangsmåde
Start med at mose bananerne og hak chokoladen. Det er forskelligt hvordan folk gerne vil have hakket deres chokolade, jeg kan godt lide hvis der både er store og små stykker.
Bland alle de tørre ingredienser og bland de våde ingredienser. Bland herefter fyldet med de våde ingredienser og bland det med de tørre ingredienser. Til sidst skulle det gerne se sådan ud:
Put dem herefter i forme, der bliver cirka 20 muffins i alt afhængigt af, hvilke forme man bruger.

De små muffins skal bages i en 200 grader varm ovn i 20 minutter. Hvis du anvender nogle lidt større forme, skal de have cirka 5 minutter mere.

Andre goder ideer til fyld, foruden banan og chokolade:

  • 100 g revet marzipan og 80-100 g hakket chokolade
  • 125 g smeltet mørk chokolade, 2 tsk. stærk kaffe, lidt ekstra mel, 150 g hakket mørk chokolade og 100 g hakket valnødder
  • 150 g hindbær og 100 g hvid chokolade (eller 150 g hvid chokolade ;))
  • 1 appelsin (riv skallen og brug saften) og 100 g 70% chokolade
  • 1 appelsin, 50 gram 70% chokolade, 50 gram lys chokolade og 50 gram hvid chokolade